Nymo

mandag den 25. marts 2013

Er med i Hvedekorn nr. 1 2013. Det udkommer 11. april, hvor jeg læser op i København på Klaptræet klokken 20 sammen med Martin Glaz Serup, Jakob Slebsager Nielsen, Sophia Handler, Sixten Elia og Thit Jensen. Nogle af digtene, jeg har med, er ret gamle, men det gør ikke noget. <3

Her kan man læse om det:
http://www.hvedekorn.dk/

Har det sådan her med det:
http://belarr.com/bakercat/

lørdag den 23. marts 2013

Sidder og klipper billeder ud fra en gammel Unicef-kalender og tænker på i går, hvor jeg græd i bussen ud mod ruden og tænkte; nogen kan se mig alle steder. Jeg manglede et sted, hvor jeg måtte skrige og råbe på min far, jeg overvejede at leje et sommerhus, jeg trængte til at høre nogen skrige af smerte, og jeg ledte på min Ipod og fandt endelig Veto, som udløste det, jeg egentlig ikke havde lyst til at udfolde i en bus med almindelige mennesker, som bare gerne ville af sted og ikke se på kede af det unge piger med rygsække, der pudser næse. Jeg skriver kun om de øjeblikke, hvor jeg virkelig savner ham. Er det meget kedeligt? Min mor er gået i seng, jeg havde sådan savnet hende. Jeg mangler så meget energi, har taget en kop Fossi i dag, som hun drak, da hun var gravid og var gået ind til Matas-damen og havde sagt: har du noget, som kan give mig energi? Så drak hun Fossi i flere år, cyklede engang ti kilometer frem og tilbage for at hente det, en af hendes venner havde det engang med hjem fra Indien og de sad i kollektivet og drak det samtidig rundt om bordet i køkkenet og alle løb hen til vasken og spyttede det ud undtagen min mor, som godt kunne lide det, og da jeg hældte det ud i det dampende vand sagde hun; man kan lugte det over det hele. Jeg kan godt lide den lugt. Så roligt konstaterende. Jeg får altid ondt i halsen og hovedet, når jeg skal pakke, så gider hun godt give mig fodmassage. Hun mener halsen sidder mellem storetåen og den næste tå ifølge håndbogen i zoneterapi, så det sted er helt vildt ømt nu.

onsdag den 20. marts 2013

Jeg lover mig selv at tømme bordene for flasker inden klokken ni, jeg ordner pudebetræk i mellemgangen. Du river gulerødder til sent ud på natten. Jeg holder dine gamle skåltaler op foran lyset, og ser solen oppe i loftet gennem papiret. Jeg er ikke så unik som du sagde, dine øjne løj så grusomt, jeg var så sikker på at være noget helt specielt, jeg tabte mælkekartonen på gulvet, da jeg åbnede lågen indtil køleskabet. Jeg savner dig helt forfærdeligt. Er du sikker på, du ville være gået så tidligt i seng, hvis du vidste hvor barnlige vi stadig var? Dengang på terrassen løb vi ud med det mørke himmelrum i hænderne, dine hvide hår mellem fingrene, og alting var planlagt til at slutte lang tid før.

tirsdag den 19. marts 2013

Du må gerne eje gummistøvlerne sammen med mig. Vi lægger os i båden og pakker os ind i kinesiske hatte. Vi løber fra hinanden ude på markerne. Du må gerne have et stort blik på verden. Du må gerne være en raket, verden kan godt rumme dig, hvis du sprænger i luften.

mandag den 18. marts 2013

Det var i en boligblok eller en opgang. Vi kyssede statuen klemt inde mellem to mure. Den havde en stor penis af sten. Jeg samlede skrald op fra asfalten, coladåser, Fanta og indpakningspapir af plastik. Hun slikkede noget majonæse af en bakke med indtørret salt. Vi flyttede kasserne i entréen med vores mor den eftermiddag. Vi flyttede rundt fra sted til sted i byen. Der gik engang ild i mit hår, da vi skulle se film i sofaen. Mor slukkede det med et kæmpe tæppe, som hun tacklede mig med. Jeg faldt om og ramte plankerne på stuegulvet rimelig blødt på grund af tæppet og hendes arme.

torsdag den 14. marts 2013

Alle de smøger, vi røg med glæde og alle de smøger vi røg i sorg over at vi røg dem står placeret på rækker hen ad plankeværket. De står og gløder i natten. De står og siger farvel til livet. Vi bygger bryggerset om igen i år. Vi smører madpakkerne med glæde og hvisker stille til vaskemaskinerne i kælderen at de skal holde rytmen. Vi bliver nervøse ved synet af flødekager i udstillingsvinduet. Vi ordner os selv og hinanden foran spejlet, fletter håret ned i lange tove, de små kan svinge sig i, mens vi tænker på skyer, der driver tavse henover himlen, ligesom vi driver tavse udover landevejen i vores Skodaer med røde tag. Vi tænker på strå i blæst mens vi lægger vores børn i seng under fuglene af pap, der gynger i brisen fra mit åbne vindue.

Hvilket soundtrack passer bedst til digtet ovenfor?

onsdag den 6. marts 2013

Solen er kommet til Testrup og min skrivelærer siger det samme til mig som skolens computermand Bjarne; fjern det overflødige. Nogen gange kan jeg bare ikke stoppe, hvert nyt billede producerer i sig selv tre nye, og alting forgrener sig som et træ over himlen, der kommer snart ikke mere lys ind, hvis der ikke beskæres. Min mor ringede i går og sagde, at egen var blevet fældet, at der lå grene over hele haven, vores gamle eg, den blev sikkert plantet dengang mine forældre var kærester med andre mennesker, og min mulighed kun lå på et meget lille sted, gad vide hvor den lå. Kære bloglæsere. Tilgiv mig hvis jeg nogen gange lægger ting herud kun bare fordi, jeg ikke ved, hvor jeg ellers skal gøre af dem. Det er ikke altid mine bedste digte, det er også nogen gange bare hjemløse digte, fordi jeg skriver så mange ting, der ikke har noget sted at bo, ikke har en hat at tage på, et skaldet digt uden hat. Jeg drømte i torsdags at jeg var blevet interviewet på en strand og blevet taget billeder af, og først bagefter opdagede jeg, at jeg var nøgen på billederne, det havde jeg ikke lagt mærke til, mens de blev taget, og jeg kørte alene hjem på de snoede landeveje gennem nationalparken i Thy for at stoppe dem i at blive udgivet, men da jeg kom hjem, var de blevet sat på forsiden af Thisted Dagblad, der lå på køkkenbordet. Det er lidt sådan, jeg føler det, hver gang jeg tager til tekstlæsning. Men det er okay, for bagefter er teksten blevet forvandlet til tekst, til en artistisk ting og ikke en udlevering, den er blevet gjort til det, den er, og har mistet sin pinlighed, sine pile, der peget ind imod mig selv, og nu skal den bare blive bedre og endnu mere sand, end den var før. Jeg rydder op i mit vasketøj, i programmerne på min computer og i alt det lir, jeg er så god til at skrive, som ikke betyder en noget, eller måske bare vil betyde alting på en én gang. Det er okay at skrive patetisk og sandt. Men hvis jeg nogen gange alligevel forelsker mig lidt for meget i en ordfest til at slette den eller parkere den i skam-mapperne, vil jeg måske lægge den herud og så undskyld på forhånd, jeg skal også nok prøve at gøre plads for tekster, der virkelig lægger svesken på disken. Men det er også en svær balance, for nogen gange kan svesken bare også blive lidt for stor og saftig og sveske-agtig, den trænger til nogen måger, der flyver hen over den. Eller hvad? Der dukker hele tiden dyr op i mine digte, især fugle, duer, traner, krager og måger. Det er mærkeligt. Måske det mine ur-dyr. Jeg ville gerne sende dem et eller andet sted hen, så jeg kunne få lov at skrive prosa i fred, bare en times tid uden fugle, så jeg kunne få lavet noget tekst, der er til at læse. Jeg må bygge en rede til dem et sted i Syden, måske i Barcelona, hvor de kan bo, indtil jeg kalder på dem igen. Jeg håber, I nyder det gode vejr, det bliver vist snart frost igen, og jeg har stadig ondt i halsen. Sidder i min seng og gruer for fysisk grundtræning, om jeg skal kvitte eller joine, om jeg skal være militær-agtig hård ved mig selv og få det bedste ud af min krop, som den nu er, eller om jeg skal blive under min grønne dyne og med billeder af heste og lade fedtdepoterne samle sig, mens jeg kigger på fugle på internettet. Det ville selvfølgelig passe godt til temaet, at jeg også fjernede det overflødige fedt, det kunne de overflødige fugle så passende få med som madpakker på turen.