Kære blog. Rart at være hjemme igen, har savnet jer. 

Her er et digt. Enjoy. Kærlig hilsen Ingrid.  

------------------------------------------

Jeg savner min far

dejlig er den himmel blå

hvor sejlede sky-rotterne hen

vi fandt

i vandpytterne. Sort vinter

et dødt teater

sejlende ud mod nye faldgruber

i det vestligste tårn

står der sild i tønden og ild og tønder ruller rundt

bag øjnene på den pige vi fandt

i skabet i går som

glemte vores navne i samme sekund

vi sagde dem, hun

var blevet efterladt der i samme styrt

som alle de andre der døde i år, faldet ned

i gravene med et plask, plask

sagde det, så lå de der

i jorden med pistoler

ved tindingerne. Hvem skal redde dem, hvis det brænder i kirken?

Jeg fryser under dynen. Navneskiltet ligger i bunden

af bilen. Nogen har smidt den gamle

sut ud. Med vinterdepressionerne skrider jeg ud

imod den hvide sne. Ligesom askepot og de andre. Dem

som ingen ser og ingen hører

hvem skal fejre jul med dem? Vi har jo

ikke kun hinanden for sjov. Sagde du. Men hvem siger også

vejret er en gave. Hvem siger søvnen

er til for at gro, hvem siger

edderkopperne faldt

ned fra lofterne af en grund hvis ikke grunden at vi

et sted hører sammen som nu

i mørket rundt om skriften. Her er så koldt

på min fars gamle hylder. Her er så rigtigt

i det her hus, men kan. ikke. koncentrere det. mere.

Du må ryge dine egne joints, jeg

har sunget for mange salmer. Vent til vinteren er slut så falder

roserne igen på alle bryllups-fotografierne.

Din og min lykke i munden af en hest.

Du søvner. Du evner dig. Ikke flere fjer

i mine tanker.