Smutter til London i en lille måneds tid.

Sand er på vej

ud af byen, sagde du, min tommelfinger har

for længst skiftet den gamle hud ud. Måne-

pianisterne vender om. Min hund er død. Jeg venter på

sommer og har det bedst

sådan. Et nordlys eksploderer i

en sko i entréen, manden bag vinduet.

Jeg kender ham, kender ham,

hans fjernsyn

sitrer i spejlet, ruden under

regnen. Hvor bliver

børnene af? Hængepartier

på eventyr, vi ser tavse

ind i hver sit sugerør. Lagkagen vender

opmærksomheden ind

i sig selv. Er du helt

stille nu? Jeg håber på

lidt mere modgang med armene ud mod

havnen, hvor

du 

står 

glemmer dig

sekundet efter. 

I dag, da jeg vågnede kunne jeg høre en flok svaner skrige uden for vinduet. Det lød meget tæt på som om de lige var lettet fra vores have eller som om, de kom inde fra en drøm. Jeg oplever en masse mørke i de her dage, fordi jeg står så sent op og aldrig kan sove før langt ud på natten. Indimellem kommer følelsen af mørkeræd tilbage. Det er sjovt, hvordan man kan have følelsen af, at der altid er nogen, der venter på én ude i mørket, at mørket i sig selv rummer noget ventende, og at det ventende fortætter sig der, hvor mørket er allermest mørkt - i brændeskuret, i læhegnet længst væk på den anden side af marken, for enden af vejen der, hvor lygtepælene holder op. Da jeg var barn, var det altid noget uhyggeligt, der ventede derude, måske den sædvanlige mand-med-kniv-frygt, men egentlig mest bare frygt, en angst for noget gennemgribende ondt og ubestemmeligt. I dag synes jeg snarere, det er noget spændende, der venter, ja faktisk ligefrem venligtsindet. Måske min underbevidsthed er blevet mere venligt stemt overfor min person. Jeg har tænkt meget over, hvad denne her blog skal bruges til. Hvorfor har jeg lavet den, og hvorfor er jeg så sikker på, at det er en god idé? Samtidig har jeg tænkt meget over, at jeg er ved at blive voksen. Ikke sådan som noget, jeg har været længe og ikke har lagt mærke til, men som noget, der foregår lige nu, i dag og i går bla. en indre bevægelse, der gør, at jeg vender mig ud mod verden som én person i stedet for hundrede. Måske er det det, bloggen er, en slags voksendagbog. I starten tænkte jeg, at det kun skulle være tekster, jeg ville lægge ind, digte osv. Men jeg tror, det bundede i mangel mod; at udsigelses-subjektet aldrig måtte være lig med mig selv. Det er jo nemt at gemme sig bag et digt. Jeg trænger til at være ærlig. Måske er det det, det betyder at blive voksen; at få en fornemmelse af, at ens tanker ikke længere kan være i en hemmelig dagbog, som kun skal genlæses af mig selv, en evig selvcentrering, som Thors hammer, der flyver ud, en evig producering af pile der flyver ud med retning mod et eller andet stakkels væsen, jeg er blevet vred på og som skal bandes langt ind i helvede, for så derefter at afbøjes til at pege tilbage igen mod selve vreden. Og glæden. Fornemmelsen af at mine tanker ikke længere skal have retning mod mig selv men retning udad mod andre. Fornemmelsen af at jeg har noget at fortælle, som andre faktisk kan bruge. Det er en fantastisk følelse, og det gør ikke noget, at det ikke er mange, der læser med. Bare en. Hej. Jeg har lige læst en bog, der hedder Askepotkomplekset fra 1981 af Colette Dowling, som beskriver en indre splittelse hos kvinder. Kvinder som på den ene side gerne vil være selvstændige, vise hvem de er, komme ud over rampen osv. men samtidig langt inde stadig rummer en lille rest af drømmende pige, der venter på at blive "reddet" af en mand, som askepot gør det, og som børn altid kan regne med at blive det af deres far. Pointen er, at kvinderne, selvom de undertrykker denne lille pige, bliver voksne og får børn, altid vil være i konflikt med hende, så længe de ikke vil se hende i øjnene og tage hendes frygt alvorligt. De vil så være fanget i et evigt forsøg på at vise, hvor uafhængige, de er, mens de samtidig ubevidst for alt i verden vil prøve at undgå det. Dette fører til alt fra angst og depressioner til ganske almindelig langsom selvudslettelse og vægelsindethed. Jeg tror ikke, at USA's kvinder i 80'erne nødvendigvis er som de danske kvinder i 00'erne, men jeg tror, feminismen stadigvæk står overfor en kæmpe opgave, og jeg tror den mangler ord til at beskrive, hvad den går ud på, når nu vi har fået alle de ydre rammer for frigørelse. Disse ord kunne måske komme fra Colette Dowling. Og måske skal vi, som hun siger, lede indeni os selv - inde i det mørke, hvor noget stadig venter. Det er måske sådan, man bliver voksen - ved at gå ind i mørket. Og komme igennem det. I Hundehoved af Morten Ramsland hedder det sig, at du skal gå igennem mørket og aldrig lade mørket gå igennem dig. Måske kvinder især har mange dæmoner at jage derinde siden de altid er de mest mørkeræde. Vi kunne mødes og holde en fest. Måske er det netop fest, mørket altid har ventet på. Ses.  

Kære blog. Sebastian og Marie er et par, jeg har opfundet. De taler sammen og tænker hver for sig og nogengange omvendt - præcis som andre par. Deres sprog er bare anderledes. Måske er de fra en anden verden. Hvem ved. Jeg ved det ikke. Men her er de.    

Samtale mellem Sebastian og Marie nr. 1.

Grunden til at jeg er mig Sebastian er

at du altid skal forsøge at se ind

i dig selv, hvor kommer

                                gedeosten i køleskabet fra? Hvem

sagde nej tak til ti pund frugt og grønt her

i morges, hvorfor ler du mig

                     altid lige op i mit åbne ansigt?

Du kommer jo

                  aldrig rigtig ind ad døren med noget Marie. Du

holder dig i live med agurkerne og squash-planterne på

bryggersets tomme

                                 grå flader.

Hvem rev køkken-muren ned? Var det også dig?

Vi drukner…

Hvem så krimi i går, hvem skød ræven som nu

                                                            kører formålsløst udstoppet af sted

                                                      på sit skateboard gennem

                                                de våde gader

Hvor blev din øjne af før så

    smukke brunette, hvorfor fløj

          alle de traner vi strøg

              over fjerene

                   og fodrede med lyden af regnbuers lange vej over himlen

                         og sled og suttede på og forlovede med hinanden

så langt væk?

Hvor fløj de hen vores misrøgtede børn

den dag vi to skændtes til stjernerne

med køkkenvaskens hvide skum i kaskader omkring os, hvor

fløj sammenstødene hen, min sammenligning

af dig med et skæbne-æble? Og hvorfor Marie,

taler vi to altid så meget om frugt og grønt

når teaterscenerne står i brand på Algade, der

hvor Trisse engang var lys lyd

                                               og lygtemand…

                                      …dit armbåndsur

                                 er gået

                           i stå

                   Sebastian

se herhen, grammofonpladerne

sover, bornholmerurene

                     er døde

og også selvom intet har ændret sig

siden dengang du slap mine traner ud i natten

  så elsker jeg dig stadig

                                 og tranerne må selv om

                                     hvad de gør med den

                                       viden om naturgas jeg

                                          udstyrede dem med.

If every angel’s terrible, then

why do you welcome them?

Jeg tror ikke længere på spørgsmål Marie

     Hvad skal vi med dem, de er

alligevel det mest håbløst fantasiløse, vi har, hvem ved

i virkeligheden hvad der er interessant at tale

om, hvis ikke os selv

   hver især? RUNGENDE tavshed

…

Hvorfor er du så rød og rund min Viktor?

Viktor? Hvem er han?

                               Min. Men hvem? Jeg troede ikke

                         du kunne lide spørgsmål

                    mere Sebastian, hvem

lukkede spøgelsesbådene ud i vesterhavet

den nat vi to fik krampe på stranden, den nat

da vandmændene klaskede på sandet

                                                                    i takt

med vores smålige popsang der

smurte vores læber ind i slim fra de døde 

                                                  vandmænd i kisten, kisterne, vores

                                                          fjollede kister. (glem mig)

Og pølserne, hvem har dem?

Åh Marie…

                  …skønhed er en livsbetingelse Sebastian

… men vi drukner Marie…

                     drukner i et hav af tjære og lys

                                                             og fjer Sebastian, masser af fjer…

… men vi drukner

      i vores eget savl og sælgermani…

    Forbandede luksusdreng. Havene kunne

endnu ikke gå dengang du

    fløj med traumerne i luften,

                med de varme hænder i kisten

                             og mit skrøbeligste hjerte i

                                                                 

                                                                     hænderne. 

Du var min venstrehåndede

tidsmaskine, min

mentalforstyrrede æske

    med smøger

           og kasteskyts...

Det er regnen der fortæller mig

om dine morgenrøde øjne

bagefter, fortolker dem og fortæller mig om

hvad de betød

for døden og det hele, billederne på væggen

af døde sommerfugle og fordrukne sømænd.

Aldrig så man så flot en vaskemaskine i øjet

på en voksen dreng

    og der var iltfluer oppe i ærmerne

på den civile politimand

der lige nu sover i

bjerget. Vi er forladt

af ham.

Dette er første indlæg på min blog. Det er min blog. Jeg glæder mig til at lægge ting herind. Jeg ved endnu ikke helt, hvordan jeg vil bruge den, men jeg ved at jeg allerede er meget glad for og stolt af min blog.