Min mor har bygget en sne-dame og en sne-mand, som står og smelter udenfor mit vindue. De har kun deres underkroppe tilbage, hovederne er trillet af og trådt ud i det grå sjap. Figurerne ændrer sig, smelter sammen og ned i jorden. Et ufrivilligt symbol på et ægteskab måske. Hun fornyede mandens hoved tre gange inden hun opgav. Jeg beundrer hende for at ville holde skansen så længe mod naturens kræfter. Selv har jeg aldrig været særlig handlekraftig overfor selv den mindste modstand. Måske ville min bevidsthed egne sig godt til at leve i naturen. Min ømme computer-krop med det dårlige blodomløb ville nok ikke. Sneen er ligesom skabt til at se væsener i, væsener, man længe har kendt, men som aldrig er fremstået så tydeligt som nu, som man aldrig har forstået og som om sneen er skabt til at stoppe alle tanker og kaste dem tilbage ind i hovedet, hvor de kan hvirvle lidt rundt, kan blive til følelser og ord. Konkret kaos. Sneen er stille og lever af den stilhed vi opfyldes af, når vi kigger ud i den. Det er lidt ligesom med tog. Tog opfordrer også til at skrive digte. Busser gør mindre. Måske fordi busser er nødt til at følge trafikken og derfor ikke opnår et jævnt tempo ligesom toget. Toget bevæger sig på samme måde, som jeg forestiller mig, væsker løber rundt i kroppen. Sådan som mine egne væsker gerne måtte løbe lidt mere jævnt. Når man når Københavns hovedbanegård, har man nået hjertet. Faktisk skriver jeg bedst på vej ud fra Københavns hovedbanegård. Det er måske fordi digtene skal komme fra hjertet. Jeg tænker på om Tove Jansson havde det på samme måde med sne, at det var i sneen, hun så alle sine figurer komme gående – hvornår så hun første gang Murren, var det i tøvejr eller i frost? Jeg ser altid Murren dukke op for enden af vejen, når det sner. Jeg snakkede med mine veninder om, hvorfor vi er så mørkeræde alle sammen. Alle var enige om, at det var uhyggelige mænd, vi var bange for, skulle vente på os i mørket. Aldrig kvinder. Gad vide om nogen mænd/drenge kan være bange for uhyggelige kvinder i mørket og i så fald, ser kvinderne så ud som Cruella De Ville eller er det gamle uhyggelige kvinder med rynker ligesom hekse? Morderkvinder med knive. Jeg ville aldrig være bange for en heks på samme måde som jeg ville være bange for en morder-mand eller fx Gollum. Måske er det helt ens for os alle sammen, hvad vi er bange for? Jeg har læst Simone De Beauvoirs erindringsbøger, En velopdragen ung piges erindringer. Hvad gør man, når man opdager at andre har tænkt ens egne tanker, at andre frygter det samme som en selv, hvad gør man, når man opdager, at man slet ikke er unik? Hvad gør man, når man pludselig ser alle sine drømme og følelser forklaret og analyseret, når ens personlighed bliver til en jungiansk analyse? Simone De Beauvoir opdagede som fjortenårig, at hun ikke længere troede på gud. Den beskrivelse var noget af det smukkeste, jeg nogensinde har læst. Hun havde tilbragt dagen med at læse en roman om en mand og en hunpanter og sad fortalte sig selv mærkelige historier, mens hun lænede sig op af vinduet. Pludselig opdager hun, at hun er alene, det går op for hende at hun ikke længere tror og ikke har gjort det i lang tid. Billedet er gud har mistet sin fylde og er blevet et tomt symbol. Ligesom snemændene der smelter lidt, fryser, smelter lidt og fryser og på den måde bliver mærkeligt forvrængede og hårde. Hun oplever kloden og universet, der drejer rundt uden at blive gennemtrængt af noget blik. Måske har jeg en svaghed for forfattere, der tør skrive sætninger som jeg opdagede, at han hverken var i mit hjerte eller i himlen. Hjerte og himmel. De ord har ikke mistet deres fylde i mit hoved, de klinger faktisk af mere end nogen sinde før. Men hvis de ord har mistet deres betydning for andre, måske for nogen af jer ligesom en gud, der dør, eller en snemand, der smelter, kan jeg godt forstå, I får brækfornemmelse af dem. Men det gælder selvfølgelig også om at bruge dem rigtigt. Dig & mig, Ben & Jerrys, true love, kickstart, eventyr, sæsonfornemmelse, sæsonstart, stang-bacardi, vild med dans & damer. Glem det. 

   

     Velkommen til den nye tåge.  

                                                           Og farvel sne.