Kære blog. En tekst, jeg lagde herind på bloggen for noget tid siden som er en dialog mellem et par der hedder Sebastian og Marie i en lidt udvidet form har vundet den her konkurrence for dramatiske tekster og skal fremføres af nogle skuespillere på Århus teater til et arrangement i januar. Jeg glæder mig som et lille digterbarn, fordi det er for fedt, og fordi jeg har været meget frustreret over min egen måde at læse digte op på, fordi jeg ikke har følt jeg kunne finde ud af det, at de kom til at lyde kunstige og mærkelige i min mund. Det er blevet bedre, fordi det er gået op for mig, at jeg er nødt til at øve mig virkelig meget, for at omforme den lyd, digtene har i mit hoved, når jeg læser og skriver dem ved hjælp af visuelle virkemidler som linjeskift til auditive virkemidler, som, har jeg fundet ud af, fungerer helt anderledes; stemmeleje, volumen, tid, pauser, tryk osv. Jeg glæder mig helt vildt til at høre andre mennesker - skuespillere gøre noget med ord, jeg har skrevet. Jeg forventer at blive vildt inspireret. Jeg forventer at lære noget. Og måske forventer jeg også en eller anden reaktion i min krop på det kontroltab, det helt sikkert bliver, at lade andre præsentere noget, som er mit, eller rettere sagt: som var mit, for det er jo ikke mit mere, så snart det er ude i universet og virkeligheden, den helt konkrete verden, så snart mine indre kolbøtter omformes til rigtige og virkelige lydbølger i et rum eller trykte tegn på et stykke papir. En afveksling mellem sort og hvidt, som kan læses og forstås. Men jeg ønsker jo heller ikke at beholde mit liv og mine ord for mig selv. Det er vel derfor jeg sender det alle mulige steder hen. Det er vel derfor alle mennesker skriver status-opdateringer hele tiden. Fordi de ikke vil være alene. Jeg forventer at blive glad. Jeg er glad. Jeg tænker på alle de gamle folk jeg har lagt i seng i aften. På hvor ensomme og nervøse nogle af dem er. Men også på, hvor dejlige de er, at være sammen med, de har intet at bevise, intet de skal nå, de vil bare gerne snakke og fortælle om deres dag og deres år, gerne oversætte deres tanker til ord, jeg kan forstå, og indholdet er egentlig ikke så vigtigt, bare det er sandt og alting bliver sjovt nok lidt mere sandt, når man fortæller det til en anden.  Ligesom alting pludselig kan føles mere som virkelighed, fordi der kommer et godt Beach House-nummer i radioen til at danne baggrund for det hele; mig i min hjemmeplejebil på vej ud i snevejret. Hvordan du selv kan føles mere eller mindre som virkelighed. Mindre efter en halv time foran facebook. Mere mens du holder nogen i hånden. Asta Olivia Nordenhof skrev på et tidspunkt en virkelig smuk sætning inde på sin blog: Det er ikke banalt at sige det. Det banale er, at det er sådan.   Glædelig jul <3